Om mig Rachel og min baggrund

Jeg hedder Rachel Pryce Roed, er 48 år, gift og har to “store” børn. Jeg er folkeskolelærer og har desuden en lille virksomhed, og så er jeg initiativtager til “Dråben i havet gør en forskel”. 

Havenes tilstand har altid haft en særlig betydning for mig. Lige siden jeg var 12 år, har jeg på sidelinjen fulgt med i, hvordan det står til og i særdeleshed med de danske farvande. Længe har jeg haft lyst til at gøre noget uden at vide, hvordan det kunne blev en del af mit hverdagsliv. Jeg har tit undret mig over, hvordan  et land som Danmark ikke har kunnet indrette sig på en måde, så vi passer bedre på vores byer, vores natur og de danske farvande, samtidig med at vi lever vores liv. 

Der er behov for en holdningsændring til, hvordan vi håndterer affald. Fremover bør vi kunne leve på en måde, så vi tager vare på vores byer, vores natur og de danske farvande. Danmark består af  en halvø og knap 500 øer. Det giver os en samlet kystlinje på 7314 km.  Vi har ansvaret for hver eneste kilometer! 

Jeg går op i sammenhold, bæredygtighed og biodiversitet. Pointen med sammenhold kommer senere. 😉 Jeg ønsker, at vores natur skal have det godt. Derfor skal der ikke ligge skod, snus og andet i gadebilledet, ved havnen eller langs kysterne. Hvis man virkelig går ind for bæredygtighed og biodiversitet, så regner jeg med, at man også ønsker rene gader, ren natur og rent hav. Frederiksberg Kommune har en politik gående ud på, at alle skal kunne se et træ fra deres vindue. Hvor har vi set mange træer, buske og blomster med et hav af skod og snus og andet omkring sig. Det er ikke godt for hverken jordbunden omkring buskene, træerne og blomsterne, eller for os der bor og færdes på Frederiksberg. Ingen trives med det. Der er ikke noget godt at sige om det. Det et tegn på forfald. Det er et tegn på ligegyldighed! Skal vores børn lære, at det er normalt at smide vores skrald på jorden? Jeg vil gerne signalere noget andet. Hvad kan vi gøre ved det? Vi kan gøre noget så simpelt som at starte med at rydde op for os selv og for andre for at få rene omgivelser. Dermed signalerer vi, at vi ønsker en holdningsændring vedrørende placering af skrald i vores by, vores natur og det omkringliggende hav.

Mange siger, at vi hverken har natur eller hav på Frederiksberg, så det behøver vi ikke at tænke på. Men er det ikke lidt indskrænket at tænke, at jeg kun er frederiksbergborger. Jeg er også borger i Storkøbenhavn. Vores hovedstad er smuk, men ren er den ikke. Den er beskidt. Det gælder også Frederiksberg. Jeg tror på, at når jeg i samarbejde med andre frederiksbergborgere går skraldegåture, så taler vi jo sammen og påvirker hinanden. På den måde breder projektet sig som ringe i vand. Der er allerede nu etableret flere skraldegågrupper i det omkringliggende København. Vi håber og tror på en dominoeffekt.

Og så er der dannelseselementet. Når vi går en skraldegåtur, øges vores opmærksom betydeligt på mængden af skrald på jorden. Vi bliver opmærksomme på, hvor meget der egentlig ligger smidt, og sammen gør vi noget ved det. Ved at vi hver især tager vare på vores by, tager vi automatisk vare på vores omgivelser. På skraldegåturene går folk og hygger sig og snakker, mens de samler skrald. Det er her sammenholdet kommer ind. For dem, der engang var fremmede, som også var ens næsten naboer, er nu dem, som man hilser på på gaden. Vi har fået en fælles opgave, et fælles projekt, som binder os sammen og giver os mulighed for at lære hinanden at kende. Projektet skaber en fællesskabsfølelse. Alle, der kommer, er glade, og familier råhygger sig. Det var tydeligt at se forrige gang, vi var afsted på tur. Det var påskeskraldegåturen. Her havde børnene og de unge en stund, hvor de havde det herligt. De gik rundt / løb rundt for at finde skrald, mens de voksne deltog på lige fod og snakkede med de andre voksne. Stemningen var virkelig god: Folk var glade og børnene stortrivedes.



Alle kan deltage i dette projekt; ung som gammel, rask som syg. Det sociale element har jeg allerede forklaret ovenfor, men der er også et motionselement. Uanset hvor kort en distance man magter, så kommer man dog ud og får bidraget med det, man kan. Det er derfor at en skraldegåtur også er en bevægelse for livet!